Det er nok ikke den rigtige tråd, kærligheden gør nemlig ikke knuder, den er forsvundet.
Da jeg mødte min mand for 12 år siden, så det ud som det perfekte match og vi blev gift efter at have kendt hinanden i et år. Som årene gik blev min mand mere og mere inaktiv, hvor jeg blev mere og mere aktiv. Han deltager ikke i noget selv, men sidder bare derhjemme og venter på, at jeg kommer hjem fra de ting jeg deltager i. Han vil gerne ud, men kun når jeg er med. Vi rejser på ferie sammen, tager til familiefester, har gæster, er inviteret ud og alt det, der er normalt for et par. Men han hænger mig ud af halsen at han bare altid er der og aldrig har oplevet noget, som jeg ikke har. Desuden skal det fælles altid sættes i gang af mig. Hvis han skal lave noget, når han alligevel bare er derhjemme, skal jeg skrive en liste over de ting han skal lave, ellers sker der ikke noget. Så sidder han bare og ser TV eller læser avis. De ting jeg oplever, interesserer ham ikke.
Nu er vi i den situation, at vi har fået solgt vores bolig og er på udkig efter noget andet at bo i. Det er mig, der skal finde det frem vi skal se på, mig, der skal lave aftaler og havde jeg ikke sørger for at få den gamle bolig sat til salg, så ville vi bo der endnu og mange år frem. Han kunne dog godt se fornuften i at sælge, da vi bor ret langt væk fra vores arbejde og bruger meget tid på transport.
Jo flere ting vi kigger på og jo længere tid der går, jo mere sikker bliver jeg på, at jeg ikke vil bo sammen med ham længere. Det er som at slæbe en stor klods af bly efter sig og han synes der er noget i vejen med alt det vi kigger på. Jeg bad ham om at finde noget selv, der er jo nok til salg, som man kan finde på internettet. Han fandt en bolig, men det var noget i en hel anden retning, end det vi havde snakket om og som jeg mente, at vi var enige om at se efter. Sommetider tror jeg han lader sig tromle over af mig, fordi det er lettere at sige ja og amen end at tage initiativ selv. Vi har et alternativt sted at bo i en periode, hvis vi ikke finder noget her og nu.
Jeg er helt sikker på, at han elsker mig over alt på jorden og hans verden vil synke i grus, når jeg fortæller ham, at han er nødt til at finde noget at bo i selv, fordi jeg ikke vil bo sammen med ham. Jeg har ikke lyst til at såre ham mere end nødvendigt, så mit spørgsmål er, hvordan jeg skal få ham det fortalt. For et par år siden havde vi en krise på grund af det samme. At han er så inaktiv, det blev så lidt bedre i en periode, men efter et halvt år sad han igen bare derhjemme og ventede. Han vil nok foreslå, at han igen prøver at være mere aktiv, men jeg er sikker på, at han falder tilbage igen og jeg har ikke lyst til at bruge flere kræfter på det, da den mand, der engang var det perfekte match har forandre sig meget og det har jeg også.
Sommetider tænker jeg, at det ville være lettere, hvis jeg kunne sige til ham, at jeg har en anden. Det har jeg bare ikke, men det ville skubbe skylden væk fra ham. Det er jo ikke særlig fedt at skulle fortælle en ny kæreste, at han er blevet vraget fordi han var for tung i røven og ikke kunne finde ud af at gøre noget selv.
Antal indlæg: 169 Bopæl: Sønderjylland Tilmeldt: 02.01.06
Lagt på d. 26-07-2010 19:28
Hej Mette63.
Det er jo svært at svare på dit indlæg, da du hakker meget på din mand, ligesom du virker med fast på, at det er forbi.
Du bad din mand om at kigge på en bolig, og virker sur over at han kom med et forslag som var anderledes end det du mener I var enige om. Hvad nu hvis hans ønsker virkelig er anderledes og han er lodret uenig med dig. Det kunne jo være, at han ønsker forandring, men at du holder ham nede, du lyder som om det er dig som bestemmer mest i Jeres forhold. (han gjorde faktisk noget af sig selv, og du blev sur....)
Jeg mener du bør tage situationen op med ham, evt. søge hjælp i form at terapeuter - jeg synes, det er den nemme løsning bare at sige "skrid" til ham. Det er ekstremt hårdt at blive skilt, og det er et kæmpe arbejde at opbygge et nyt forhold - så du skal tænke dig rigtig godt om.
Du ser ham som tung i røven som du slutter med at skrive. Jeg har været i dette forum i mere end 4 år, og har heldigvis oplevet flere som efter bitterheden og sorgen og deres skilsmisse, er kommet videre og ikke mindst har blomstret op. Så din tro om at han skal fortælle en ny kæreste at han er blevet vraget pga. det holder slet ikke.
Jeg tror han vil sige, min Ex skred fordi jeg ikke dansede efter hendes pibe, og gjorde jeg intet var dette også galt....
Prøv at læse mit indlæg: HUSK LIGE.
Måske hænger det anderledes sammen, men det var sådan jeg læste og tolkede dit indlæg....
Held og lykke - skriv gerne igen..
Sørg altid for, at dine ord er søde og bløde - du kan komme til at æde dem i dig en skønne dag.
jeg kan godt se at jeg hakker på min mand i mit indlæg. Når man skriver sådan et sted som her første gang, er man lidt desperat og måske sur fordi der lige er sket noget. Det smitter af på det man skriver og så rammer man ikke sagens kerne.
Som jeg skrev har både min mand og jeg forandret os i alle de år. Han har ikke altid været så inaktiv og jeg har ikke altid været så aktiv. Vi har glemt at følges ad og være fælles om nogle ting.
Siden jeg læste dit svar i aftes, har jeg tænkt over om grunden til hans inaktivitet er, at jeg vil bestemme alting. Det er et spændende spørgsmål men jeg føler det ikke sådan. Bagud set har jeg sikkert mange gange været for utålmodig og gjort tingene selv i stedet for at vente på at han tog affære. Men jeg kan ikke huske en eneste gang, hvor jeg har kritiseret ham for de ting han har gjort. I forhold til den bolig han fandt, som vi skulle se på, så var det han selv, der efter besigtigelsen sagde, at det ikke var noget for os og han nok havde brugt for lidt tid på at søge. Det var nok bedst, hvis det var mig, der kiggede lidt videre.
Og ja, jeg er meget fast besluttet på at det her ægteskab skal slutte. Ikke udelukkende for min egen skyld, men også fordi jeg tror der er mange kvinder, der ville sætte pris på en mand, der ikke har hobbyer, som tager al deres tid og som altid er hjemme. Jeg får tit dårlig samvittighed over at han bare sidder hjemme og han beklager sig også. Så han er jo heller ikke lykkelig ved situationen, men ville være bedre tjent med at have en kone, der har lyst til at hygge lidt om ham og var mere hjemme. Mit ønske er, at han går ud af det her med selvtilliden i top og uden en fornemmelse af, at han har svigtet. Med tiden vil han nok også godt kunne se, at vi er for forskellige, så langt er han bare ikke kommet endnu.
Jeg overvejer også at flytte sammen med ham og så forlade ham, når vi er kommet på plads i en ny bolig, så har han da ikke det at skulle tænke over og tage sig af.
Antal indlæg: 169 Bopæl: Sønderjylland Tilmeldt: 02.01.06
Lagt på d. 28-07-2010 19:10
Hej Mette63.
Du skriver ikke om I har børn, det undrer mig lidt at du ikke har vendt det emne - jeg gætter på, at I ikke har børn eller at de er flyttet hjemmefra.
Jeg gætter på at 63 er din årgang = du er ca. 47, og I derfor har været sammen i mange år.
Jeg er ret sikker på, at din mand kan mærke din dom over den bolig han fandt, uden at du har sagt ret meget - det kan man bare efter mange år sammen. Så han banker hælene sammen - og overlader det til dig - det er jo fordelingen i Jeres forhold.
Det har du været tilfreds med i mange år, som man vist siger, så giftede du dig med en mand, og med tiden har du fået ham lavet om til en veninde med tissemand.....OG nu savner du MANDEN.
Jeres sexliv er med garanti også gået i stå for flere år siden..
Jeg er ret sikker på, at I ved fælles hjælp kunne få sat fut i ægteskabet - vi er lige ved indgangen til aftenskolesæsonnen og alle sportsaktiviteter starte lige om hjørnet. Der vil være fælles aktiviteter og aktiviteter kun for ham.
MEN - MEN - MEN Mette63 hvad er det dog du skriver i sidste afsnit.
Du overvejer at finde en bolig som han tror I skal bo i sammen, og så forlade ham - for så kan han da overleve - hold da op - han er sgu også dit lille barn - du agerer som MOR for ham - jeg kan virkelig godt forstå I har fået problemer.
DET GØR DU BARE IKKE...
Hvis du forlader ham, skal han selv finde sig det nye hjem som han ønsker, han skal ikke bo i det hjem som du har været en del af.
Hvis du vælger den nemme løsning, så vil du sikkert se ham tage ansvar selv og blomstre op når han lige er komme sig over choket.
Så los ham ud i verden, men ikke ud af dit liv, og få glæde af hans opblomstring.
PS...Han har også ladet sig ændre til din "veninde" og dit barn.
Husk lige at nissen flytter med, du vil sikkert og forsøge at dominere en evt. ny partner.
Jeg har et godt forslag mere - hvis du er interesseret.
mvh. Freud (mand ml 40 og 50)
Sørg altid for, at dine ord er søde og bløde - du kan komme til at æde dem i dig en skønne dag.
jeg synes du er lidt hård ved mig, men der er sikkert et gran sandhed i det du skriver.
Vi har ingen børn. Jeg har været i et længere forhold før, men da vi var klar til at skulle have børn, blev min kæreste kræftsyg. Han døde efter at have været syg i ca. 1½ år. Det var rigtig hårdt og han græd meget over at han ikke syntes at han havde udnyttet den tid han havde godt nok. Det lærte mig, at man ikke skal udsætte alting og vente på at tingene sker af sig selv.
Min mand rejste meget i forbindelse med sit arbejde da vi mødtes. Han var tit væk i et par uger eller flere dage i træk. Vi nød det når han var hjemme. For 3 år siden skiftede han til en anden stilling, så han ikke skulle være så meget væk og der startede problemerne. Så vi gik i parterapi og fandt ud af, at vi skulle starte på nogle aktiviteter sammen. Vi gik på sprogkursus, men min mand havde aldrig lyst til at lave lektierne, selv om det var hans ide, så han sakkede bagud og mistede interessen. Desuden startede vi begge på at spille golf. Det er en sport, hvor man kan spille sammen eller med andre hver for sig eller også sammen. Det er er svært spil, så man bliver ikke verdensmester på et par måneder. Min mand mistede også interessen for det og efterhånden blev det sådan, at hver gang vi skulle afsted var der 1000 ting i vejen, enten så det ud til at blive regn eller han havde lidt hovedpine og var bange for at det blev værre. Golf var godt nok min ide, men jeg er stadig ikke rigtig god til det, men tager afsted alligevel. Når jeg kommer hjem med dårlige resultater håner min mand mig og forstår ikke, at jeg gider tage afsted.
Nej, jeg har aldrig kritiseret eller rettet når min mand har gjort noget. Det er ikke svært, for han gør aldrig noget. Der imod ser han meget nøje efter om han kan finde fejl, hvis jeg fx. har malet et plankeværk og han skal nok finde noget at sætte en finger på. Det gør mig ikke så meget. Jeg gør tingene så godt jeg kan og et plankeværk med 2-3 små løbere er stadig bedre end et afskallet og umalet plankeværk. Jeg stiller heller ingen krav til ham og det har jeg aldrig gjort. I starten syntes jeg at han skulle have ro, når han var hjemme mellem rejserne og da jeg var vant til at gøre alt selv fortsatte jeg bare med det. Det er sikkert den største fejl jeg har gjort.
Jeg synes heller ikke de daglige pligter er det største problem. Han har bare aldrig noget at fortælle og han bebrejder mig når jeg er til sport eller kursus 2-3 gange om ugen, fordi han så sidder hjemme og keder sig. Hvis han nu også var ude en gang i mellem og opleve noget ville vi have noget at snakke om. Når jeg er hjemme sidder vi bare og keder os sammen, så det ender med, at jeg fx. maler et plankeværk.
Min mand er dog tilsyneladende stolt over de ting jeg gør, han fortæller det i hvert fald til min svigerinde, som er hans kollega. Hun har sagt til mig, at hun synes det er et problem, at han næsten lever gennem mig. Han fortæller ikke om noget han selv har lavet, men alt det jeg har lavet. Jeg har ikke sagt så meget til det, da jeg ikke vil blande familien op i det før jeg ved, hvordan det ender. Min svigerinde skal ikke gå og vide noget om vores parforhold, som min mand ikke ved endnu.
Vores sexliv er ganske rigtigt gået i stå for mange år siden. Det kan godt lyde som om jeg også synes det er min mands skyld, men han fortalte mig meget tidligt i vores forhold, at han syntes sex var ulækkert. Han ville gøre det for min skyld, men jeg fandt hurtigt ud af, at det er der ikke meget fornøjelse ved. Jeg savner tit noget kropskontakt, men jeg kan også se på ham, at han ikke kan lide det.
Her i weekenden var jeg ude og spille golf en eftermiddag og han var som sædvanligt sur da jeg kom hjem, så vi kom halvvejs op og skændes. Jeg sagde til ham, at jeg gik og tænkte over om det var så god en ide at starte et nyt sted sammen når vi har så lidt til fælles. Det var et stort chok for ham. Han vil gerne i parterapi igen og jeg har sagt ja til at prøve, hvis det er en anden terapeut, så der ikke kommer det samme ud af det.
Jeg synes ikke han tager ansvar hverken for vores ægteskab eller for sig selv. Eller jo det gør han, men det skal være på hans betingelser.
Antal indlæg: 169 Bopæl: Sønderjylland Tilmeldt: 02.01.06
Lagt på d. 17-08-2010 19:12
Hej Mette.
Jeg ved ikke om jeg er hård ved dig, men jeg gør hvad jeg kan for at provokere dig, du skriver vel for at få modspil, og ikke for at få ret.
Du kommer med flere oplysninger som giver et mere klart billede af jeres problemer, og det er jo tydeligt at du reflekterer over det jeg skriver.
Mit håb er jo bare at jeg få dig til at tænke dig rigtig godt om inden du spiller det næste kort.
Mit udgangspunkt er jo at et forhold skal bevares, dog ikke for enhver pris, og det glæder mig at du nu har fået åbnet for diskussionen hjemme.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i din situation, og at leve i et forhold, hvor sex og kropsligkontakt, nærmest er ikke eksisterende er ikke rimeligt.
Jeg er rigtig glad for at I har søgt professionel hjælp - jeg skrev sidst, at jeg havde en god ide mere, men det var mere en mellemstation før et egentlig brud.
Jeg håber, at du vil skrive lidt omkring hvordan det går JER - og det ville være super, hvis flere ville blande sig i diskussionen.
Jeg vil fortsat forsøge at provokere og give modspil, men skriver du for du er ked af det og det hele er noget L..., så får du støtte i stedet...
Sørg altid for, at dine ord er søde og bløde - du kan komme til at æde dem i dig en skønne dag.
Antal indlæg: 169 Bopæl: Sønderjylland Tilmeldt: 02.01.06
Lagt på d. 22-08-2010 22:24
Hej Mette
Jeg håber ikke det er min skyld/min provokation som har gjort dig så trist.
Jeg er klart af den opfattelse, at begge I et parforhold er skyld i forholdets tilstand - dvs. glemmer at være kærester - glemmer at påskynde hinanden. Selvfølgelig er det den ene part som så er den der tager initiativ til at det skal stoppe, eller bedre at man får taget forholdet til revision og får gjort noget aktivt.
Jeg forsøgte flere ting, men accepterede også hendes undskyldninger, men HUN VALGTE at stoppe forholdet ved at være UTRO - den del var ENE OG ALENE hendes skyld/valg - MEN vi var stadig 2 om at misligeholde forholdet.
Derfor tager en perterapeut Jer meget seriøst, din mand har sikkert også fået et Wake-up call så han bliver også seriøs omkring forholdets tilstand.
Derfor er professionel hjælp rigtig godt.
Du er ikke mere skyldig end de fleste andre i et forhold - som er blevet en (kedelig) vane.
Mette. jeg håber I har haft et OK møde, og du ikke længere er så trist som beskeden giver udtryk for.
Man har ALTID lov til at blive klogere - og husk vi lever kun en gang - så lad os få det bedste ud af det.
Et nederlag er kun midlertidig.......
Knus Freud...
Sørg altid for, at dine ord er søde og bløde - du kan komme til at æde dem i dig en skønne dag.
Tak for dine svar. Jeg ved ikke om jeg var trist inden mødet med parterapeuten, nok snarere bange for at alle de spørgsmål ville blive stillet. Det er klart for mig nu, hvorfor jeg har tænkt sådan.
Vi har nu været hos parterapeuten sammen og hver for sig. Jeg synes det er rigtig godt at snakke med ham, men jeg har ikke indtryk af, at min mand har så meget ud af det. Det er i hvert fald ikke noget han gider snakke om. Han lader til at have det som om det var bilen, der er i stykker og på værksted. På et eller andet tidspunkt får man den igen og så er den repareret.
Det som bekymrer mig mest er, at terapeuten ringede til mig da min mand havde været der alene og han sagde, at han troede min mand har en depression. Det tror han ikke selv at han har. Han siger, at det er klart, at han er ked af det, når jeg vil forlade ham, men de symptomer terapeuten siger at han har, havde han jo allerede inden jeg fortalte ham om at jeg ville flytte for mig selv. Parterapeuten har bedt ham tænke over at komme i behandling for det, men han mener at det bliver anderledes, når det her er ordnet. Igen som om det er en ting, der er i stykker. Jeg har spurgt ham om han ikke kan se at det er os, der skal arbejde på at få forholdet på ret køl igen og han mener, at jeg jo kan starte med at aflyse mine mange golfaftaler. Jeg har været ude 1 gang på 10 dage, så jeg mener at jeg allerede forsøger at begrænse at være væk. Men jeg bliver vanvittig af at sidde hjemme i sofaen hver aften og hver weekend. Han har ikke lyst til noget af det jeg foreslår. Gå i biografen eller bare gå en tur. Han siger, at det er stemningen ikke til.
Jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op, men vil give det en uge mere. Hvis der ikke er tegn på at han gør noget ved det, så flytter jeg midlertidigt ud af vores hus.Vi har et sommerhus i nærheden så jeg behøver ikke engang tage andet med end noget tøj og lidt personlige ting.
Det er ikke noget jeg har snakket med parterapeuten om endnu. Hvad siger du/i herinde?
Antal indlæg: 169 Bopæl: Sønderjylland Tilmeldt: 02.01.06
Lagt på d. 29-08-2010 23:49
Hej Mette
Jeg synes, det lyder som en rigtig god ide, at flytte væk for en kort periode. Det vil være et signal til din mand om, at du mener det seriøst at der skal arbejdes med Jeres forhold. Det kan ikke være rigtigt, at det kun er dig som skal forandre noget. Det holder altså ikke at I skal sidde lårene af hinanden. I er 2 individer som har ret til at have et spændende liv, derfor er det kun rimeligt, at du stiller krav til Jeres samliv, og krav til at du kan "få lov" til at have egne interesser.
Jeg tror, det er vigtigt, at du stiller krav til ham for at I skal fortsætte - parterapi er bare en ting.
Jeg tror også, at Jeres forhold vil have godt af, at du tager væk i en periode uden ret meget kontakt over telefon mv.
Hvis du gør det, så lev det liv du har lyst uden at have dårlig samvittighed overfor ham.
Jeg har ingen erfaring her, men giver gerne min mening til kende, og håber andre vil deltag i debatten...
Knus Freud.
Sørg altid for, at dine ord er søde og bløde - du kan komme til at æde dem i dig en skønne dag.
Spring til debat:
Indlogning
Er du ikke registreret bruger endnu? Klik her for at blive det.
Har du glemt dit kodeord? Få tilsendt et nyt ved at klikke her.
