I henhold til § 264, er navnet Sus opdigtet !
Det var december 1999
Af Benny Straby
Det var 3 december1999, jeg var til julefrokost i firmaet, det samme var Sus, kvinden som var startet i august samme år.
Sus som jeg havde bemærket og måske ubevidst flirtet med til trods for, at jeg var gift og havde to børn.
Musikken bød op til dans og jeg var ikke sen til, at gribe chancen. Spurgte om vi ikke skulle åbne ballet, hun kikkede på mig og svarede uden tøven ja. Vi dansede uafbrudt hele natten, og ingen af os bemærkede orkanen der hærgede Danmark.
Dette blev starten på et år fyldt med løgn, bedrag, sårede følelser, og et uægtebarn.
Der gik ikke lang tid før min kone havde mistanke om der var noget galt, jeg var pludselig nybarberet hver dag, skjorten skulle være nystrøget, jeg havde ikke længere så travlt med, at komme hjem fra arbejde, mit søvnbehov var mindre. Alle de klassiske tegn på en utro ægtemand var tilstede.
Jeg benægtede hårdnakket i starten, den ene løgn fulgte den anden, men jeg var så tiltrukket af Sus, at det blev svære og svære og skjule det.
Jeg følte jeg var ved at blive ædt op indvendig, jeg var i gang med at svigte den familie som jeg havde sværget evig troskab.
Sus pressede på i den ene ende, Maj-britt i den anden, jeg var fanget i et net af følelser, et net som jeg blev mere og mere viklet ind i, og som langsomt kvalte mig.
Omtrent to måneder efter mit møde med Sus blev kortene lagt på bordet. Vi sad begge med tårerne trillende ned af kinderne, Majbritt fordi hun blev svigtet, jeg selv fordi jeg svigtede.
Vi havde alle dage haft en illusion, om, at vi skulle blive gamle sammen, side der i gyngestolen og mimre, snakke om alle de gode stunder vi sammen havde haft.
Nu braste det hele, en anden kvinde var gået ind, og havde pludselig fået hele min opmærksomhed, den opmærksomhed som Maj-britt igennem de sidste år havde manglet så inderligt.
Vores ægteskab havde igennem nogle år kørt på lavt blus, jeg havde ikke været god nok til at snakke om tingene, vise følelser, jeg sov på sofaen, vi var nærmere blevet venner frem for kærester, dog med den forskel, at vi havde det glimrende seksuelt.
Hverdagen gik for mig med, at være på arbejde, handle ind, lave mad, se TV, ja jeg isolerede mig mere og mere fra min familie.
Da jeg havde lagt kortene på bordet med hensyn til Sus, lovede jeg ved samme lejlighed, at jeg nok skulle få afsluttet forholdet, på det tidspunkt var jeg nu også begyndt, at lyve over for mig selv.
Inderst inde var jeg nok klar over, at jeg ikke bare kunne stoppe det, jeg prøvede med et brev, men hun ville ikke acceptere det.Hun blev ved kom og bankede på vores hoveddør en sen aften. Fortalte mig hun elskede mig, og hun var parat til at gøre hvad som helst for at få mig. Dette var ikke ligefrem noget der gjorder min situation nemmere, for jeg var stadig meget tiltrukket af hende.Nogle ville nok kalde det en besættelsev - det var sådan min nærmeste omgangs kreds karakteriserede det.
Det var umuligt for mig, at få hende ud af hovedet, og Sus blev ved med at presse på, hun ønskede, at jeg flyttede ind, heller i dag end i morgen, jeg anede ikke min levende råd.
Inderst inde var jeg ikke parat til at forlade Maj-britt og mine børn som jeg havde dybe følelser for, ægteskabet kørte godt nok på lav blus men alligevel.
I en længere periode gik jeg rundt som en zombie, den ene løgn afløste den anden, var det ikke for Maj-britt, så var det over for Sus. Set i bakspejlet, må jeg med skam bekende, at en større lystløgner fandtes vel næppe.
Vi nærmer os nu maj 2000, Sus skal på messe i Tyskland, det var for mig muligheden for at få hende ud af hovedet. Det var om ikke andet det jeg bildte både mig selv og Maj-britt ind.
Vores ægteskab hænger nu i en meget tynd tråd, det er sidste chance hvis jeg skal redde det. Sus tager af sted, og der går ikke mange timer før jeg længes efter hende, lige så meget jeg savnede hende, lige så meget hang hun mig ud af halsen.
Dybest set ønskede jeg bare at kunne glemme hende, men jeg var ikke i stand til det.
Jeg beslutter mig for at tage til Tyskland, jeg ville stoppe vores forhold en gang for alle - eller ville jeg?
Da jeg ankom, var jeg ikke i stand til noget som helst i den retning, det var på sin vis dejligt og se hende, men omvendt fortrød jeg ret hurtigt, at jeg var taget af sted. Det irriterede mig, at jeg ikke havde været god nok til og benytte lejligheden hvor hun var af sted, til at få hende ud af mit liv, og forsøge og redde mit ægteskab.
Jeg var i Tyskland en lille uge, og da vi kom tilbage til Danmark, så gik det for alvor galt.
Maj-britt stillede mig stolen for døren. ”Nu er det slut jeg vil skilles sagde hun”.
Hendes tålmodlighed var forståelig nok slut. Hun var blevet svigtet, og trådt på, af den hun havde elsket, og nu ville hun ikke mere!
Jeg pakkede mit tøj, og flyttede ind hos Sus, det var sidst i Maj 2000. Dette blev starten på en kamp som jeg ikke vil unde min værste fjende.
Var Maj-britt og jeg ikke uenige så skulle advokaterne nok sørge for. at vi blev det!
Kampen som jeg var sikker på og tabe var i fuld gang. Det ene retsmøde fulgte det andet, og hver gang gik jeg derfra som den store taber.
Taber i mere end en forstand, dels tabte jeg retten til mine børn, og blev pålagt både hustrubidrag og børnebidrag. Men det værste var, at jeg mistede min familie. Den familie som jeg igennem mange måneder havde svigtet, forsvandt lige så stille igennem min fingre.
Min sjæl var stadig hos Maj-britt - Mia og Marc, den var aldrig flyttet med over hos Sus, og nu var den i flammer.
Oven i alt det, sloges jeg med et andet problem. Sus var gravid. Inderst inde ønskede jeg ikke dette barn, men jeg var ikke god nok til, at fortælle hende det. Måske var det fordi hun tidligere havde tilkendegivet hvordan hun havde det med abort, eller også var det bare fordi jeg ikke havde modet til, at sige det til hende som mand.
Separationen var nu en realitet, jeg boede hos Sus med hendes to børn, og aldrig har jeg følt mig så alene.
Sus pressede på, hun ville forloves, hun ville giftes...
Hun ville have jeg skulle adoptere hendes børn, hun ville have at hendes børn skulle kalde mig far...
Jeg var ved at kvæles, led en langsom død, måtte have luft, kunne ikke holde ud og være der.
Begyndte at være mere og mere væk hjemmefra, kørte lange ture, sad ved vandet og drømte, at bare jeg kunne spole filmen tilbage, knibe mig selv i armen og vågne af dette mareridt.
Flere gange endte jeg nede ved færgelejet i Rødby med mit pas i hånden. Tænkte flere gange på om jeg ikke bare skulle forsvinde, starte på en frisk langt væk, men heldigvis tog fornuften over og sejrede.
Jeg tog tit ud i huset som stod tomt.
Spøgelses huset var det døbt til blandt naboerne.
Jeg sad der og tænkte på alt det liv det havde rummet, jeg kunne høre Maj-britt i køkkenet, ungerne i haven, jeg var ved, at blive sindssyg af længsel.
Vi nærmere os nu november, jeg ringer flere gange til Maj-britt, og ender med at blive inviteret over til middag.
Den middag står klar i min hukommelse, det var første gang i lang tid jeg følte mig som et menneske igen. |
|
